Covid-19 strategi på HTPG

Høje Taastrup Private Gymnasium følger de til enhver tid gældende retningslinjer udstedt af Børne- og Undervisningsministeriet, som findes her. Uddrag fra de gældende retningslinjer samt HTPG’s lokale implementering af tiltagene skitseres herunder.

Forholdsregler

Generelt

Grundelementer i forebyggelse af smittespredning er i prioriteret rækkefølge:

  1. Isolation af personer med symptomer fx i eget hjem eller på sygehus.
  2. Hygiejne med fokus på hosteetikette, håndhygiejne og kontaktpunkter.
  3. Kontaktreduktion med fokus på afstand, hyppighed, varighed og barrierer.

Sundhedsstyrelsens fem generelle råd er:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme.

– Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på skolen/arbejdspladsen.

– Hold afstand og bed andre tage hensyn.

Hygiejne

Håndvask eller hånddesinfektion foretages ved ankomst til og afgang fra skole, når man skifter lokale, før spisning, efter toiletbesøg og efter host/nys i hænder eller engangslommetørklæde. Udover håndvaskene ved toiletterne og køkkener, er der opsat spritbeholdere på undervisningslokalerne og på gangene.

Dørene til klasselokalerne holdes åbne for at fremme luftcirkulation og mindske berøring af dørhåndtage. Kontaktpunkter såsom håndtage og gelænder, håndvaske og toiletter, borde og stole rengøres/desinficeres dagligt. Fysiske materialer såsomme bøger, computere, skriveredskaber m.m. deles ikke mellem personer. 

Mundbind

Fra uge 44 skal elever og kursister på ungdoms- og voksenuddannelser bære mundbind, når de bevæger sig rundt på uddannelsesinstitutionen. Elever og kursister skal ikke bære mundbind, når de deltager i undervisning. Dvs. når man har sat sig på sin plads i undervisningslokalet, må man gerne fjerne sit mundbind. Men det skal på igen, når man bevæger sig rundt og selvfølgelig, hvis man kommer tæt på andre.

Afstand

Som udgangspunkt bør alle – både elever og personale – så vidt muligt have et begrænset antal kontakter samt holde minimum 1 meters afstand til andre, dog minimum 2 meter til første række af elever ved tavleundervisning. 

Fra 1. august 2020 kan skoler fravige den generelle anbefaling om at holde minimum 1 meters afstand mellem elever i samme gruppe/klasse i de tilfælde, hvor en fravigelse er en forudsætning for at efterleve kravene i de almindelige bestemmelser for undervisningen. Det påhviler læreren at instruere eleverne omkr. forholdsreglerne i disse situationer, og eleverne forventes at adlyde lærerens instrukser.

Aflysning af sociale arrangementer

Sundhedsmyndighederne anbefaler, at ungdomsuddannelser aflyser sociale arrangementer, foreløbigt frem til den 2. januar 2021. Anbefalingen gælder sociale arrangementer, som både afholdes på og uden for skolens matrikel. Skolen vil fortsat kunne afholde aktiviteter med et fagligt formål, så længe det sker under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes til enhver tid gældende anbefalinger – herunder selvisolation, hygiejne og afstand. 

Ophold på skolen

Pauser og frikvarterer bør så vidt muligt holdes inden for eget klasselokale eller på udendørsarealer, hvor afstandsreglerne også gælder, for at minimerer antal kontakter. 

Der er kun adgang på skolen for HTPG elever og ansatte. Forældre og andre, som ønsker at mødes med skolens ledelse eller personale, gives adgang ved forudgående skriftlig eller telefonisk aftale. Venner, søskende og andre udefrakommende bedes vente udenfor ved afhentning o.l.

Deltagelse i undervisningen

Alle elever og kursister forventes som udgangspunkt at deltage i al planlagt undervisning. Skolen skal registrere fravær ved manglende deltagelse. Undtagelser beskrives herunder.

Risikogruppen

Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at langt de fleste personer i øget risiko kan deltage i sociale sammenhænge, herunder også uddannelses- og arbejdssituationer, hvis der tages hensyn til de særlige forholdsregler, herunder skærpet hygiejne og afstand. Dvs. personer i øget risiko i udgangspunktet ikke behøver at blive at arbejde/modtage undervisning hjemmefra, selvom de daglig har kontakt med mange mennesker. Der henvises til Sundhedsstyrelsens anbefalinger til personer i øget risiko for så vidt angår særlige hensyn til nogle elever og evt. personale. 

Der vil være få personer i øget risiko, som på baggrund af en individuel vurdering fra deres behandlende læge, skal tage mere vidtrækkende forholdsregler. Som regel vil skolen kunne imødekomme elevens behov, således at fysisk tilstedeværelse på skolen muliggøres. Kun elever, der efter en konkret individuel vurdering (dvs. lægeerklæring/samtale mellem skolen og den behandlende læge) skal blive hjemme, skal modtage fjernundervisning. 

Nødundervisning

Nødundervisning kan erstatte almindelig undervisning, når en elev eller lærer er i karantæne eller isolation men er ikke for syg til at deltage i undervisning. Nødundervisningen vil i videst muligt omfang svare til den almindelige undervisning og for så vidt muligt kompensere for afbruddet i den almindelige undervisning. For hjemsendte elever/ kursister kan nødundervisningen gives i form af fjernundervisning og virtuel undervisning. En sådan nødundervisning kan omfatte egen læring i hjemmet efter anvisning fra læreren ved brug af bøger og andre relevante undervisningsmidler, inklusive digitale. Undervisningen kan også indebære, at eleven/kursisten får hjemmeopgaver til digital aflevering og efterfølgende bedømmelse og evaluering fra underviseren. 

Ferie/rejse

Elever skal blive hjemme i 14 dage efter en rejse til lande, som Udenrigsministeriet fraråder at besøge. Disse retningslinjer opdateres ugentligt. Eleven registreres som fraværende i karantæneperioden og modtager ikke nødundervisning.

Hvis uheldet er ude

Høje Taastrup Private Gymnasium følger Sundhedstyrelsens forholdsregler ved tilfælde af COVID-19.

Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg?

Hvis en elev (eller medarbejder) får sygdomssymptomer, skal vedkommende tage/blive hjem(me). Enhver med symptomer på COVID-19 bør isoleres i hjemmet indtil 48 timer efter symptomerne er ophørt. Test bestilles på coronaprover.dk, og egen læge eller lægevagten kontaktes behov for en sundhedsfaglig vurdering. Er man nærkontakt til en smittet person, skal man også i selvisolation, indtil man testes negativ.

Man regnes også for at være smittet, hvis man testes positiv for COVID-19, selvom man ikke har symptomer. I sådanne tilfælde skal man blive hjemme i 7 dage efter testen er taget og anses herefter for smittefri. Hvis man undervejs udvikler symptomer på COVID-19, skal man blive hjemme indtil 48 timer efter symptomerne er ophørt.

Skolen informeres

Hvis en elev eller medarbejder på HTPG bliver smittet med COVID-19, skal de STRAKS ringe på skolens hovednummer 70 200 325 og informere herom. Ved påvisning af tilfælde med bekræftet COVID-19 vil ledelsen vurdere i samarbejde med den smittede, om nogen på skolen kan betragtes som ”nære kontakter” og derfor skal blive hjemme i selvisolation, indtil der foreligger en negativ test jf. retningslinjer vedr. COVID-19: Smitteopsporing af nære kontakter. Disse personer bliver i så fald kontaktet af skolen eller den smittede (inden for gældende lovgivning og praksis om håndtering af følsomme personoplysninger) mhp. isolation og test.

I tilfald af flere påvist COVID-19 tilfælde, som ikke kan forklares som nærkontakt, vil ledelsen søge rådgivning fra den kommunale sundhedstjeneste eller Styrelsen for Patientsikkerhed for at fastlægge de nødvendige foranstaltninger.

Stay safe!

Vi beder alle overholde retningslinjerne for hygiejne, afstand, mundbind, ophold på skolen og isolation/information ved sygdomstilfælde. På den måde kan vi beskytte hinanden!